|
”Godt indlæg!” tænkte jeg, efter at have læst WWF’s Gitte Seeberg og Rockwools koncernchef, Eelco van Heels indlæg under overskriften ”Sådan gør vi verden fossilfri” (Pol. 8/2-11). Det er opløftende at se endnu et eksempel på alliancen mellem globalt orienterede dele af civilsamfundet og ditto inden for forretningsverdenen.
En alliance, som synes at hvile på den indsigt, at trekløveret profit, people, planet er vejen frem, hvis ni milliarder mennesker skal kunne leve side om side i 2050.
Udover civilsamfundet og erhvervslivet skal der selvsagt også knyttes an til det politiske niveau og den lovgivende magt, akkurat som Seeberg og Heel understreger. Her kan vi meget i Danmark, men når målestokken er Kina, som er ved ”at blive verdens grønne kraftcenter”, så er det klart, at det som minimum er hele EU, der skal op i omdrejninger. Det kan vi til gengæld gøre en del for i Danmark. Vi har nogle af verdens bedste clean tech virksomheder. Vi har et aktivt, realistisk og resultatorienteret civilsamfund – og i 2012 har den danske regering formandskabet for EU.
I 1980-erne fandt nogle af Europas tungeste virksomhedsledere sammen i et European Round Table of Industrialists. Side om side med Europa Kommissionen, hvor Jaques Delors og Henning Christoffersen var en stærk tandem, var European Round Table (ERT) en medvirkende årsag til opkomsten af det indre marked. Så vidt så godt, men nu skal vi videre.
En opdateret version af et European Round Table kunne etableres i forbindelse med det danske formandskab. Opdateringen skulle bestå i, at det denne gang skulle være aktører fra forretningslivet og civilsamfundet, der sætter hinanden stævne. Og det med henblik på udviklingen af nye strategier for, hvordan vi for alvor kunne komme ind i den globale kamp om udviklingen og produktionen af produkter, som på en og samme tid giver profit og en bedre verden. Tiden er moden til en ny form for politisk aktivisme, grundlagt på nye globale alliancer.
- Skrevet fredag 11 februar 2011
|