Skip to content

Nyt Europa

Nyt Europa

Socialdemokrater i EU skruer op for demokratiet


Hannes Swoboda, Stephen Hughes og Catherine Trautmann er ikke specielt kendte i EU, men det kan meget vel ændre sig. Især for en af dem. Fælles for de tre er nemlig, at de ud over at være medlem af den socialdemokratiske gruppe i Europa Parlamentet, også er kandidater til at blive gruppens nye præsident. Den der bliver valgt skal afløse Martin Schultz, som har stået i spidsen for gruppen siden 2004, men nu skal være formand for Europa-Parlamentet.

Valget er interessant, fordi det er første gang den socialdemokratiske gruppe tager denne proces i åbenhed. Dermed tager socialdemokraterne endnu et skridt på den demokratiske vej, som kan kulminere i 2014. Her vil socialdemokraterne stille med en kandidat til posten som præsident for Europa Kommissionen. Den rolle har ingen af de tre ovenfor nævnte kandidater tyngde til at indtage. Andre må nødvendigvis på banen, men kursen er sat.

I Nyt Europa har vi i flere år efterlyst mere af det vi nu begynder at se konturerne af. Det handler om demokrati. Og det handler om, at partierne i EU har et meget stort ansvar i denne forbindelse. Særligt vigtigt er det, at partierne forstår behovet for rigtige medlemmer, som får reel indflydelse på hvem der skal vælges til hvad. Herunder hvem de respektive partier skal stille med i 2014, når der skal findes en ny præsident for Europa Kommissionen.

Læs mere på Global Citizen: Party of European Socialists (PES)