|
Vi lever i en verden og en tid, hvor den røde løber konstant rulles ud, og priser uddeles for dit og dat. Ingen nævnt, ingen glemt, men i det store perspektiv er der en tendens til at uddele priser for gerninger, som er uden den store betydning. Fred være med det, og så alligevel ikke. Måske er vi i gang med et kollektivt over kill, som betyder, at det der vitterligt burde tildeles priser, ikke nyder den fornødne fremme?
Sikkert er det, at de mange dit og dat priser skaber pejlemærker for det vi som dansk, europæisk og global offentlighed tildeler sendetid og dermed opmærksomhed. Det er et problem i en tid, hvor vi som verdenssamfund har brug for at udvikle løsninger på problemer, som truer med at undergrave vores mulighed for at overleve som art!
John Harrisson tog 50 år ud af kalenderen og udviklede kronometret, som gjorde præcis navigation på verdenshavene mulig. Joseph Ressel udviklede skibsskruen, som sendte personer og varer over verdenshavene i et hidtil uset tempo. Andrew Meikle, og mange andre gode kræfter, lykkedes til sidst med at udvikle tærskemaskinen, som hurtigere og bedre kunne adskille korn og aks.
Listen med navne på skarpe tænkere og praktikere, som gjorde vores moderne liv muligt, er alenlang. Nu handler det om at forlænge listen ind i fremtiden. Lad os fortsætte med at uddele priser. Lad os fortsætte med at hædre de som hædres bør, men lad os supplere med mere fokus på de der bidrager med løsninger, som i den store sammenhæng gør en stor forskel. Her kunne vi i EU godt sætte nye standarder.
- Skrevet tirsdag 6 september 2011
|