|
Verdens energiforbrug forventes at stige med 42% inden 2035. Der er en risiko for, at behovet for mere energi vil blive stillet med fossilt brændsel som kilde. Vi risikerer en lang, hård og ekstremt beskidt affære. Jørgen Steen Nielsens beskriver i dag (Inf. 6/9) meget præcist, hvor galt det kan gå i forhold til udvindingen af tjæresand, som udover energi og profit også kaster myriader af dårligdomme af sig. CO2, forurening og et ekstremt forbrug af vand.
Tjæresand findes flere steder i verden, men det er indtil videre kun i Canada, at en større industri har vundet fodfæste. Vi taler om en industri, som forventes at beskæftige flere end 900.000 i 2035. Så meget desto vigtigere er det at forhindre, at flere falder for fristelsen og får samme profitable, men ødelæggende idé. Enhver kan sige sig selv, at et lille land som Danmark ikke kan gøre fra eller til i denne sag. Vi må have EU på banen.
Det er EU heldigvis også. Canada har i det forgangne år udsat beslutningstagerne i Bruxelles for massiv lobbyvirksomhed, for at forhindre, at unionen skulle lægge ekstra skat på den stærkt skadelige produktion af tjæresand. Den massive lobbyvirksomhed er et godt tegn. EU har fat det rigtige sted. Nu handler det om at holde fast, også internt i EU, hvor stærke kræfter øjner chancen for en hurtig fortjeneste, som har en meget høj pris.
- Skrevet onsdag 7 september 2011
|