Hvad i alverden skal vi stille op i EU? |
|
Angela Merkel og Nicolas Sarkozy forsøger at trække EU ud af hængedyndet. Strategien er en mindre, men ikke desto mindre dybt stikkende traktatændring, som bl.a. skal tilføje nogle af de elementer til eurosamarbejdet, som burde have været med fra begyndelsen. De hårde føderalister i The Spinelli Group – nogle af os har skrevet under på manifestet på http://www.spinelligroup.eu/ – siger, at strategien sikkert er velment, men at den ikke dur. Den kortslutter en række demokratiske procedurer og placerer os endnu engang i en situation, hvor de få diskuterer det, de mange efterfølgende skal leve med. Vi har bare ét problem, os der i lighed med Spinelli Gruppen mener, at der skal en bredere og mere vidtfavnende proces til. Hvordan?! Hvordan skal det i praksis lade sig gøre på kort tid at omkalfatre EU-samarbejdet på centrale punkter og samtidig sikre en proces, hvor vi som borgere deltager i stor stil. Det spørgsmål er ikke let at besvare, men det betyder ikke, at alle skridt fremad behøver at være mere vanskelige end som så. Vi kan på et uformelt grundlag som forretningsfolk, forskere, studerende, arbejdere, funktionærer, græsrødder og politikere – kort sagt, som borgere – tage debatten om fælles udfordringer og muligheder. Hvilke fælles problemer er det egentlig, vi står over for? Hvordan kunne løsningerne tage sig ud? Hvad kan vi klare sammen uden at trække veksler på et hårdt prøvet EU-samarbejde? Hvem skal gøre hvad, hvordan og hvornår? Diskussionen af disse spørgsmål forudsætter ikke et nyt konvent. Det er da også præcis denne debat, som Nyt Europa og en række partnere ønsker at fremme med et projekt, som vi har kaldt The Great Debate. Det kommer til at foregå i forbindelse med det danske formandskab for EU i begyndelsen af 2012 og vil engagere borgere fra hele Europa. Vi har et EU, som er i en vanskelig fase. Det kan gå galt, men det kan også blive en mulighed for at komme videre. Lad os arbejde som om det kan lykkes, og fordi alternativet alligevel ikke kan bruges til noget som helst. Læs mere på Global Citizen: Against the Temptation of a Franco-German “Coup de Chefs d’ Etat |