Skip to content

Nyt Europa

Nyt Europa

Hvorfor så tavs om Grækenland?


Renten på 2-årige græske statsobligationer er nu på 74%. Tilliden til græsk økonomi er ligeså lav som renten er høj. En græsk statsbankerot kan være nært forestående, og vil i givet fald rejse spørgsmålet om Grækenlands fortsatte medlemskab af euroen. En udtræden vil være forbundet med myriader af vanskeligheder. Hvem vil f.eks. beholde penge i de græske banker, hvis der er udsigt til, at dagens euro bliver til fortidens drakmer? Og hvad med selve euroens og EU’s overlevelse?

Danmark overtager formandskabet for EU om ca. 100 dage. Selvom det danske, eller et hvilket som helst andet formandskab, ikke kan hive kaniner op af hatten, så ville det være på sin plads, at både regeringen og oppositionen i disse dage ville kommentere på sagen. Vi må høre nogle bud på, hvordan en kommende regering vil gebærde sig i denne vanskelige sag. Krisehåndtering er nu engang en af de discipliner en regering skal kunne mestre.

Hertil hører også evnen til i god tid at fortælle os vælgere, at der ikke er nogen lette løsninger på det græsk-europæiske problem. Det kan godt være, at en gældssanering på kort sigt kan udgøre den mindst ringe løsning. På længere sigt er der imidlertid næppe noget alternativ til en finanspolitisk integration i EU. Og det i en udstrækning, som de færreste havde forestillet sig for få år siden. En sådan integration bliver næsten lige så vanskelig at gennemføre, som det bliver at leve med følgerne af ikke at tage dette skridt.