Udviklingen i Nordafrika er endnu en påmindelse om, at EU og andre demokratier i verden får brug for nye udenrigspolitiske redskaber. Det står mere og mere klart, at traditionelt diplomati og militære operationer ikke er tilstrækkelige redskaber i en globaliseret verden.

Hertil kommer, at militære operationer koster en formue og sender meningsløst mange unge mænd og kvinder hjem i kister.

Det danske udenrigsministerium har allerede etableret en public diplomacy afdeling, som har til formål at kommunikere mere bredt med verdens borgere. Det er med sikkerhed en god idé, men jeg tror, vi skal endnu længere, også i EU. Der er brug for en uformel, utraditionel, men stærk, universel alliance af alle de aktører – personer såvel som organisationer, virksomheder og lande – der er tilhængere af demokrati, menneskerettigheder og social markedsøkonomi.

Traditionelle diplomatiske og militære indsatser kan organiseres og indsættes med kort varsel. Det kan den ”universelle alliance” også, hvis den vel at mærke er etableret. Det er denne etablering, EU bør fremme. EU må investere i, at et uformelt korps af aktører vinder rodfæste på tværs af landegrænser og på tværs af andre traditionelle skillelinjer. Det drejer sig helt banalt om at støtte etableringen af den demokratiske infrastruktur, som gør, at den universelle alliances aktører i højere grad kan se hinanden og organisere sig efter behov.

Tænk hvad det ville betyde, hvis tusind fold flere borgere fra verdens demokratier allerede var i forbindelse med deres ligesindede i Nordafrika. Det ville kaste muligheder af sig, som intet eksisterende diplomati har penge eller beføjelser til at udfolde. Tiden er kommet til public diplomacy version 2.0. Her er en opgave, som EU passende kunne kaste sig over. Og det oven i købet med en realistisk forventning om et godt afkast af relativt beskedne investeringer. Det er mere end man kan sige om mange militære investeringer.