J.P. Larsens Vej 18
8220 Brabrand
Tlf. 70 22 60 64
| Jordskælvsmuligheder |
Af Peter von Kohl, sen.Lørdag den 20. februar 2010 | Indlæg, Information Da Haiti oplevede det frygtelige jordskælv, var der tale om et underjordisk jordskælv, der lagde denne stat i ruiner. Da Grækenland oplevede det seneste jordskælv, var der denne gang tale om et overordentlig jordisk jordskælv, idet denne stats økonomi nu ligger i ruiner. Det farlige i Grækenland er, at man dér er vant til at betragte ruiner som noget bevarelsesværdigt. Dertil kommer, at der – i øvrigt som i Haiti – altid har eksisteret en blomstrende korruption, der gjorde (gør?) det umuligt at få styr på noget som helst. Men endnu en sammenligning må være tilladt. Begge stater er nu så langt nede, at de kan/skal bygges op helt fra bunden. I Grækenland med den tilføjelse, at der her i modsætning til Haiti er tale om en stat, der var demokratiets vugge. Men hvor er det dog lykkedes de seneste mange årtiers ledere i Grækenland at ødelægge alt det fundamentale i et demokrati. Nu er en militær-junta heldigvis nok næppe mere en mulig løsning på politikkens manglende evner. I al fald ikke inden for EU. Der er derimod en enestående mulighed for nu at fastslå over for Grækenland, at dette i sig selv fascinerende land ikke mere får den magt til at gøre hvad-som-helst når-som-helst og over for hvem-som-helst, det hidtil har kunnet komme igennem med. Det har i årevis været en kilde til megen undren, at græsk politik har kunnet manipulere med EU efter forgodtbefindende, ja, endog med NATO. Da der blev rejst ønske om en øst-udvidelse af NATO, var græske ledere straks klar med et krav om, at så skulle Cypern – en løsning på den årelange konflikt på øen eller ej – optages som medlem af den Europæiske Union. I modsat fald ville Grækenland modsætte sig NATO-udvidelsen. At det så førte til et krav fra Spanien og Portugal om optagelse af Malta skal nævnes for fuldstændighedens skyld. Og anden udvidelse har også demonstreret, at grækerne ikke er de eneste inden for EU, der har svært ved at forstå, hvad Københavns-kriterierne egentlig står for… Nu står vi så i en situation, hvor Grækenlands økonomiske jordskælv truer hele EU med efterskælv. Euro’en skal stå sin prøve nu, det samme gælder solidariteten inden for EU-staterne. Hvor villige er vi, tyskerne, irerne og andre EU-borgere til at betale i dyre domme for, at græske politikere kan vaske deres hænder helt hvide? Bør EU-Domstolen ikke først gribe ind over for et korrupt styre og dette styres nærmest kriminelle misinformation af EU-organerne om omfanget af det økonomiske jordskælv og dets årsager? Georgios Papandreou er et retskaffent menneske med en yderst vesteuropæisk – ikke mindst i Sverige oplevet - opfattelse af demokrati og dets spilleregler. Men kan han ene mand vise magt-korridorernes og embedsværkets indgroede nærmest traditionelle opfattelse af administrativt autokrati frem for demokrati den rette vej? Dét bør vi andre inden for EU støtte denne sympatiske leder i – snarere end med penge, der alligevel vil forsvinde ned i sorte og uendeligt dybe huller. |
| < Forrige | Næste > |
|---|