Skip to content

Nyt Europa

Nyt Europa

EU er tvunget til at gå forrest på klimaområdet


Verden vil allerede omkring 2050 passere de to graders opvarmning, hvis CO2-udledningerne får lov at fortsætte deres vækst efter 2020. Og på trods af en sommer med masser af regnvejr i Europa og den aktuelle tørkekatastrofe, der truer med at slå tusindvis ad mennesker ihjel på Afrikas horn, er der i øjeblikket lang vej til en juridisk bindende aftale på næste måneds klimatopmøde i Durban i Sydafrika.

De to store lande USA og Kina burde gå forrest i kampen for en grønnere verden. Men klimadebatten er i øjeblikket stort set ikke til stede i USA, fordi det er lykkedes oprørs republikanerne i Tea Party-bevægelsen at gøre klima til en politisk tabersag. Og sidste år tegnede Kina sig for en stigning på 10 pct. af verdens samlede CO2-udledning, der i øvrigt satte rekord sidste år med 33 mia. ton, en stigning på 5,8 pct. på ét år.

Derfor er EU en afgørende aktør, når det handler om at kæmpe for en grønnere verden. Her har Danmark tidligere været et foregangsland i EU med Svend Auken i spidsen. Og med den nye regering er der muligheder for hurtigt at indføre en klimalov og en national målsætning, der kan bringe Danmark på sporet af 40 pct. reduktion i CO2-udledningerne i 2020. En fordobling i forhold til det gældende mål.

Ved at implementere disse tiltag kan den nye regering d. 1. januar 2012 for alvor sætte klimaprocessen i gang, medmindre der sker mirakler på næste måneds klimatopmøde i Durban.

Læs mere på Global Citizen: Cumulative CO2 emissions: shifting international responsibilities for climate debt