|
Mål og midler kan ikke adskilles. Aldrig. Målsætningen om et klinisk rent hjem kan ikke indfris uden brug af midler, som kan omfatte enorme mængder sæbe, et stort forbrug af tid, og i mange hjem også alenlange diskussioner om, hvem der skal gøre hvad, hvornår og hvorfor.
Når vi mennesker gør én ting, gør vi også altid mange andre ting. Bevidst eller ubevidst. Alting har en pris.
Sådan er det sandt at sige også med regeringens og Dansk Folkepartis aktuelle korstog for øget kontrol ved Danmarks grænser. Alle kan vel se, at der her er mindst to målsætninger, hvoraf den ene handler om at få DF med i et forlig om efterlønnen og at sikre partiet flere stemmer ved det forestående folketingsvalg.
I den mere grå zone af manøvren finder vi prisen. Går vi i eksportnationen Danmark virkelig rundt og tror, at vi kan sende den lille havfrue på udstilling i Shanghai og få positiv omtale ud af det, og med den anden hånd lukke af ved grænsen og få status quo ud af det? Tror vi virkelig, at vi i en globaliseret verden kan afgrænse og dele tingene op på den måde?
Noget tyder på, at vi har et problem, som selv ikke de ypperste eksportambassadører kan lave om på. Måske en de facto udmeldelse af Schengen-samarbejdet og krav om visum for danske turister på vej ned gennem Europa til Italien og Spanien ville være det wake up call, vi har brug for i Danmark. Bare lige for at minde os om, at resten af verden er i bevægelse, selvom vi tror den står stille.
- Skrevet torsdag 9 juni 2011
|