Mere demokrati
Nyt Europa er en centrum-venstre organisation, som arbejder for et demokratisk og stærkt EU. Vi ser EU som et vigtigt redskab i kampen for en globalisering med et menneskeligt ansigt.
Nyt Europa har base i Danmark, men vi arbejder hele tiden på at udvide vores netværk på tværs af landegrænser. Det er helt afgørende, at centrum-venstre begynder at arbejde meget mere sammen i Europa og resten af verden.
Alle, der deler Nyt Europas grundlæggende synspunkter om mere demokrati og mere centrum-venstre politik i Europa og resten af verden, kan blive medlem.
Historie
Nyt Europa blev dannet i 1998 på initiativ fra Steen Gade, som i dag er formand for foreningen og samtidig sidder i Folketinget for SF.
Baggrunden for dannelsen af Nyt Europa var afstemningen om Amsterdam-Traktaten den 28. maj 1998.
Nyt Europa anbefalede et ja til Amsterdam-Traktaten, fordi den rummede fremskridt på områder som grundlæggende rettigheder, demokrati, åbenhed, nærhed, social- og arbejdsmarkedspolitik, beskæftigelses- og miljøpolitik.
Hertil kom, at Amsterdam-Traktaten gjorde det muligt at fortsætte processen med at optage de central- og østeuropæiske ansøgerlande i EU.
Nyt Europa blev således dannet som modvægt til de centrum-venstre aktører, der på trods af de klare fremskridt i Amsterdam-Traktaten opretholdt deres modstand mod traktaten og i nogle tilfælde også EU som helhed.
Organisationen samler i vid udstrækning medlemmer, som tidligere har været imod EU, men som i lyset af udviklingen i EU, Europa og verden som helhed efterhånden er blevet tilhængere.
Listen af forhenværende bestyrelsesmedlemmer, som har været med til at etablere Nyt Europa, omfatter blandt andre Kirsten Jensen, Helle Thorning-Schmidt, Mette Frederiksen, Naser Khader, Anita Bay Bundegaard, Annegrethe Holmsgaard, Jytte Larsen, Charlotte Fischer, Henrik Dahl, Christine Antorini og mange flere.








